Ugeskrift for Læger · 31. januar 2005, nr. 5

Stavgangens historiske introduktion som behandlings- og forebyggelsesmiddel

Debat

Pensioneret overlæge Flemming Vestberg, Klampenborg. E-mail: vestberg@privat.dk

Det er med stor glæde jeg oplever, at stavgangen under jubel de sidste par år har holdt sit indtog i Danmark, fint støttet op af reumatologer og fysioterapeuter. Den omtales i medierne som en helt ny og ukendt behandlingsform, som stammer fra Finland. Den ser ud til at virke både helbredende og forebyggende på ben- og rygsmerter. Jeg må gøre opmærksom på, at denne specifikke gangart blev introduceret af min ringe person i 1980 under betegnelsen: statikkorrektion.

Denne terapiform var en helt ny måde at behandle og nærme sig ryglidelser på, hvor rationalet var, at man opfattede den menneskelige krop som en konstruktion, som derfor i lighed med et bygningsværk måtte overholde statikkens (Newtons) love, dersom den skulle fungere optimalt. Blev dette krav ikke opfyldt, ville kroppen reagere med diverse tegn på sygelighed.

Den behandling, jeg gennemførte, sigtede således på indlæring af fysisk korrekt statik fra stående, gående, siddende, liggende til bære-løftende funktioner. Jeg behandlede over 27 år mere end 4.000 patienter med langt overvejende fint resultat. Desværre var tiden i 1980'erne ikke moden til, at man på »bjerget« kunne godtage et sådant ræsonnement. Patienterne derimod var lykkelige, og mange med fysisk og matematisk uddannelse kunne fuldt og helt tilslutte sig det teoretiske grundlag.

To gange planlagt kontrolleret forsøg måtte beklageligvis opgives, dels pga. de mange komponenter, som behandlingen rummer, og dels pga. generel modvilje fra fysioterapeuternes side.

Nu, da tankegangen har vist sig rigtig, i hvert fald inden for gangfunktion, er mit forslag, at man begynder at se nøjere på og analysere de øvrige ingredienser, som statikkorrektionen rummer. Begrebet appoggio er efter min opfattelse et meget betydningsfuldt og helt overset naturligt hjælpemiddel, som burde indgå i al løfte-, arbejds- og siddeteknik.

Alle disse ting står beskrevet i mine tre bøger fra henholdsvis 1982, 1992 og 2000. Sidste bog er den mest ajourførte [1].

Det fordelagtige ved langrendsgang er ikke som mange tror, at man bevæger arme og krop mere dynamisk. Den afgørende fordel er, at man ligesom ved gang i vand, op ad skrænt, på ujævnt underlag etc. helt ubevidst, hvad enten man vil eller ej, påtvinges fysiologisk korrekt statik. Tyngde-punktet rykker nogle cm frem, personen ændres fra »bugbærer« til »rygbærer« og alle led og muskler belastes på optimal fysiologisk måde. Vist i [1, side 85].

Derfor er normostatik både helbredende og forebyggende.

*) Bogen er anmeldt i Ugeskr Læger 2001;163:789.

Litteratur

1.  Vestberg F. Smertefri med statikkorrektion. København: DBK-bogdistribution, 2000*.